Henstand

Du kan ansøge om henstand med betalingerne på dine statslån, statsgaranterede lån, statsgaranterede pengeinstitutlån og forbedringslån. Læs om betingelserne her.

 

Statslån

Du kan indsende ansøgning om henstand med betalingerne på dit statslån til Statens Administration. Henstanden kan normalt ikke vare længere end 6 måneder.

Statens Administration yder normalt ikke henstand, med mindre der er:

  • Væsentlige forstyrrelser i produktionen (fx egen sygdom, sygdom i besætning, mv.)
  • Andre ekstraordinære forhold (fx generelle forhandlinger med kreditorerne om en akkord- eller afviklingsordning)
Du kan normalt ikke få henstand, hvis der ikke er udsigt til, at en indgået afdragsordning kan overholdes eller etableringen af en sådan ordning ikke skønnes at være hensigtsmæssigt.
Statens Administration accepterer ikke singulære ordninger, og det er som udgangspunkt en forudsætning, at samtlige større løse kreditorer samt pantekreditorer, som må anses for usikret, omfattes af aftale om henstand på samme vilkår.

 

 

Statsgaranterede lån

Du kan ansøge om henstand på betalingerne på dit statsgaranteret realkreditlån ved at indsende ansøgning til dit realkreditinstitut.

Hvis forholdene taler herfor, kan henstanden udstrækkes i op til 6 måneder efter sidste rettidige betalingsdag.
Ved ansøgning om henstand ud over de ovennævnte rammer overgives anmodningen til Statens Administration, der herefter afgør sagen.

Administrationen sker i henhold til den til enhver tid gældende samarbejdsaftale mellem realkreditinstituttet og Statens Administration.



Statsgaranterede pengeinstitutlån

Miljølån, gældssaneringslån.

Ansøgningen rettes til pågældende pengeinstitut, der uden Statens Administrations samtykke kan yde henstand med betaling af ydelser i indtil 6 måneder. Henstand herudover skal godkendes af Statens Administration. Hvis der ved misligholdelse eller henstand optages forhandlinger med låntager om en særlig afviklingsordning, skal denne ligeledes godkendes af Statens Administration. Samme skal inden 2 måneder efter forfaldsdagen underrettes såvel om ydet henstand som om misligholdelse med betaling af ydelser.
Administrationen af de statsgaranterede pengeinstitutlån sker i henhold til de respektive love/bekendtgørelser under hvilket lånene er ydet. For gældssaneringslån er retningslinierne fastlagt i rammeaftale af 13. maj 1980 mellem Landbrugsministeriet, Den Danske Bankforening og Danmarks Sparekasseforening.



Forbedringslån

Du skal sende din ansøgning om henstand til Statens Administration via dit pengeinstitut.