Ændringer i ØSC’s servicemål fra 2012 Fra 2012 kommer der ændringer i ØSC’s servicemål – til fordel for jer som kunder. Ændringerne sker dels på baggrund af jeres tilbagemeldinger i SAM’s årlige kundetilfredshedsundersøgelse og i den løbende dialog med ØSC, samt dels for at understøtte den fremrykning af den løbende lukning og godkendelse af regnskaberne, som træder i kraft fra 2012. For jer som ØSC kunder betyder dette konkret: Fra 1. januar 2012 forkortes ØSC´s frist for håndtering af bogføringsbilag fra de eksisterende 5 dage til 3 dage. Det gælder både kreditorfakturaer, salgsfakturaer, posteringer og rejseafregninger. Ændringen betyder, at I som kunder vil opleve en hurtigere sagsbehandlingstid hos ØSC i det nye år. Fra periode 3 2012 fremrykkes datoen for aflevering af regnskabserklæringerne til jer fra den 25. til den. 15. i måneden. Den første regnskabserklæring, der afleveres efter de nye frister bliver dermed regnskabserklæringen for periode 3, som vil være tilgængelig for jer den 15. april 2012. Ændringen betyder, at de informationer, som I har brug for i jeres interne budget- og regnskabsopfølgning, bliver tilgængelig for jer tidligere end i dag. Fra periode 2 lukker regnskabsperioden tidligere end i dag, nemlig efter 3 arbejdsdage. Da ØSC samtidig har forkortet sagsbehandlingstiden for bogføringsbilag til 3 dage kommer det som udgangspunkt ikke til at betyde nogen ændring for jer som kunde ift. i dag. Vi håber samlet set, at I vil opleve ændringerne som en forbedring af ØSC´s ydelser til jer.